start på hovedindhold

Principper for kunst i det offentlige rum

Læs mere om Faaborg-Midtfyn Kommunes retningslinjer og kriterier vedrørende kunst i det offentlige rum.

Faaborg-Midtfyn Kommunes retningslinjer for udsmykning og opstilling af kunst i det offentlige rum 

Kunstværker skaber forandring og giver identitet 

Kulturlivet kan bidrage til udvikling af by- og lokalsamfund samt øerne ved at integrere kunsten i det offentlige rum. Såvel midlertidige som mere permanente kunstværker kan skabe en mærkbar udvikling af by- og lokalsamfundenes identitet, der underbygger deres kulturelle profil.

Billedkunst - stolte traditioner og et stort vækstlag

Fynbomalerne satte i starten af 1900-tallet Faaborg by og egnen omkring købstaden på det kulturelle danmarkskort. Siden da har Faaborg Museum og dets samling været en unik perle blandt landets kunstmuseer, og billedkunsten præger Faaborg-Midtfyn Kommune på mange forskellige måder.

Flere steder præsenterer kunstforeninger de lokale og besøgende udefra for skiftende udstillinger, ligesom området tiltrækker mange kunstnere, der arbejder med og udstiller deres værker i gallerier og udstillingslokaler forskellige steder i kommunen. Og sidst - men ikke mindst - har et stort vækstlag børn og unge gode muligheder for at dyrke interessen for billedkunst og visuel kultur på de mange billedskolehold, der findes over hele kommunen. 

Kunst kan opleves af alle borgere og turister

I Faaborg-Midtfyn Kommune finder både borgere og turister masser af alsidige eksempler på kunst, kunstneriske udtryk af forskellig art og niveau, både privatejet og offentlig ejede kunstværker i det offentlige rum.

Det hænder af og til, at kommunen erhverver sig nye kunstværker eller tilbydes kunstværker fra donatorer. For at styrke kommunens kunstneriske profil og håndtering af kommende værker, er nærværende retningslinjer udarbejdet. 

Retningslinjer for erhvervelse af kunst

Retningslinjer for erhvervelse af kunst er med til at sætte en retning for Faaborg- Midtfyn Kommunes kunstsamling og styrke denne.

Sideløbende med retningslinjer for erhvervelse igangsættes retningslinjer for kassation og bevaring.

Med retningslinjer for erhvervelse sikres en fornuftig og velovervejet erhvervelse af kunstværker til den eksisterende samling.

Nyerhvervelser kan styrke kunsten i det offentlige rum og kommer borgerne til gode. Kunst i det offentlige rum har værdi, fordi det fortæller om vores kultur, kulturarv og lokale historie. Derfor skal både ældre og nyere kunst have plads i det offentlige rum. Samtidskunsten kan være repræsentation for vores nutid, hvor ældre værker fortæller om tiden før os.

Retningslinjer for kassation og bevaring af kunst

Hvad er retningslinjer for kassation og bevaring af kunst?

Retningslinjer for kassation og bevaring af kunst er et redskab for forvaltningen til at håndtere kommunens kunstsamling. Retningslinjer sikrer en korrekt håndtering af samlingen.