
Billedkunstråd
Faaborg-Midtfyn Kommune har et statsanerkendt Billedkunstråd. Læs mere om Billedkunstrådets arbejdet med kunst i kommunen.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har vi siden 2020 haft et statsanerkendt Billedkunstråd. Billedkunstrådet består af udpegede faglige repræsentanter inden for kunst- og kulturbranchen. Det bestræbes af rådets sammensætning favner bredt og forskellige kompetencer inddrages i rådsarbejdet. Alle repræsentanter arbejder aktivt for, at kunsten skal blive en del af hverdagen for kommunens borgere.
Billedkunstrådets opgaver
Billedkunstrådet rådgiver kommunen i forbindelse med kunstfaglige spørgsmål og opgaver, og kan bidrage til kommunens udviklingsstrategier ved at stille deres faglighed til rådighed. Billedkunstrådet rådgiver både politikere og erhvervsliv ved indkøb af kunst i forbindelse med udsmykningsopgaver af offentlige bygninger eller i det offentlige rum.
Derudover støtter Billedkunstrådet op om og vejleder ift. aktiviteter i Faaborg-Midtfyn Kommune, der har billedkunsten som omdrejningspunkt. Det kan være i forbindelse med udstillinger, workshops, undervisning, festivaler, foredrag og lignende.
Billedkunstrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune ønsker at give alle borgere i kommunen mulighed for at opleve kunst i nærmiljøet. Dette kan også foregå i samarbejde med relevante kunstaktører i Faaborg-Midtfyn Kommune eller nationalt, med styrelser eller fonde. Billedkunstrådet ønsker desuden forsat og kontinuerligt at bidrage til en professionel håndtering af kommunens kunst med afsæt i kommunens retningslinjer for kunst i det offentlige rum og struktur ifht. nyerhvervelser.
Vision bliver til virkelighed ved:
- Forsat at samarbejde med kommunens by- og lokalsamfund om kunst i det offentlige rum.
- At støtte kunst i offentlige rum, herunder i offentlige bygninger.
- At støtte levende kunstaktiviteter i form af f.eks. udstillinger, workshops, formidlingsprojekter, events, debatdage og foredrag i hele Faaborg-Midtfyn Kommune.
- At indgå i relevante projekter i forhold til Faaborg-Midtfyn Kommunens udvikling og Kulturregion Fyns kulturaftale.
- At involvere borgere og brugere f.eks. gennem dialogmøder og ved deltagelse i by- og lokalsamfundsudviklingsprojekter.
- At efterleve retningslinjer for kunst i det offentlige rum, og stille sig til rådighed for rådgivning.
§1 Formål
Billedkunstrådet har til formål at kvalificere og målrette borgernes møde med den professionelle billedkunst og gøre den nærværende i hverdagen.
Billedkunstrådet opfylder formålet ved at:
- rådgive Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget samt øvrige stående udvalg, styregrupper, arbejdsgrupper, forvaltningen mv. i forbindelse med udsmykning af offentlige bygninger og offentlige rum samt om disponeringer i forbindelse med by- og lokalsamfundsudvikling, alt efter de kunstfaglige kompetencer der er i kunstrådet
- vejlede forvaltningen og andre aktører, der opererer inden for kommunegrænsen, omkring billedkunstneriske aktiviteter i Faaborg-Midtfyn Kommune. Billedkunstneriske aktiviteter kan være udstillinger, huskunstnerforløb, workshops, undervisning, festivaler, foredrag og lign.
- støtte og formidle kunstnerisk udsmykning af kommunale og andre offentlige bygninger og offentlige rum i Faaborg-Midtfyn Kommune, herunder rådgive forvaltningen eller kommunens stående udvalg om kunstindkøb
- rådgive forvaltningen, kommunens stående udvalg eller eksterne aktører ved placering af allerede indkøbt kunst i Faaborg-Midtfyn Kommune og ved eventuelle rotationsordninger
- indgå i strategisk udvikling af kommunens kultur og turisme
- stå til rådighed for rådgivning af erhvervslivet i forbindelse med billedkunstnerisk udsmykning, der har betydning for det offentlige rum
- indkøbe kunstværker og kunstnerisk udsmykning, jf. § 2.
§2 Kompetence
Billedkunstrådet har kompetencen til at indkøbe kunst og kunstnerisk udsmykning for de midler, der er frigivet af kommunalbestyrelsen til formålet og i henhold til kriterierne for anvendelse af kunstmidler fra jordpuljen.
Billedkunstrådet kan yde tilskud til indkøb af kunstværker i henhold til kriterierne for anvendelse af kunstmidlerne fra jordpuljen.
Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune beslutter, hvor indkøbte kunstværker skal placeres, herunder placering i det offentlige rum, jf. retningslinjer for udsmykning og opstilling af kunst i det offentlige rum.
Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune godkender ansøgninger om udsmykning og opstilling af kunst i det offentlige rum efter rådgivning og vejledning fra Billedkunstrådet, jf. de vedtagne retningslinjer herom.
§3 Finansiering
Midler til indkøb af kunst tilvejebringes ved tilskud fra Faaborg-Midtfyn Kommune - midler fra Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget, kunstmidlerne fra kommunens jordpulje (en politisk vedtaget procentdel af de realiserede salgsindtægter) - tilskud fra private fonde, virksomheder og offentlige institutioner, herunder f.eks. Statens Kunstfond.
I forbindelse med den kommunale regnskabssag (overførselssagen) tager kommunalbestyrelsen stilling til overførsel af kunstmidler fra tidligere år. Desuden træffer kommunalbestyrelsen beslutning om nytilførsel på baggrund af årets salgsindtægter i jordpuljen.
Kunstmidlerne fra kommunens jordpulje er anlægsmidler og skal frigives af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Faaborg-Midtfyn Kommune yder årligt 50.000 kr. i tilskud til Billedkunstrådets virke. Midlerne afsættes som driftsmidler til Billedkunstrådets virke suppleret af kunstmidlerne fra kommunens jordpulje.
§4 Ejerskab over kunstværker
De kunstværker, som Billedkunstrådet involverer sig i, tilhører Faaborg-Midtfyn Kommune eller er placeret i Faaborg-Midtfyn Kommune.
§5 Registrering og vedligeholdelse
Det påhviler Billedkunstrådet at sørge for registrering af de erhvervede kunstværker og at rådgive kommunen om vedligeholdelsen af indkøbte kunstværker.
§6 Billedkunstrådets medlemmer og møder
Midtfyn Kommunes Billedkunstråd består af 5 medlemmer. Hvert medlem udpeges for en fireårig
periode, som følger kommunalbestyrelsens valgperiode.
Billedkunstrådets formand er den til enhver tid siddende formand i Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget.
Billedkunstrådets øvrige sammensætning skal kunne leve op til Statens Kunstfonds krav om faglighed og professionalisme, således at statsanerkendelse fra Statens Kunstfond kan opnås.
Kandidater til Billedkunstrådet indstilles skriftligt af forvaltningen og udpeges af Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget. Efter hvert kommunalvalg indhenter forvaltningen forslag til kandidater til pladserne i Billedkunstrådet.
Billedkunstrådet består af
- Formanden for Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget.
- En kunstfaglig repræsentant indenfor billedkunst med afsæt i en statsanerkendt kunstmuseumsvirksomhed.
- En repræsentant, der lever op til Statens Kunstfonds krav om faglighed indenfor billedkunst. Repræsentanten indstilles på baggrund af forslag fra det siddende Billedkunstråd.
- En repræsentant, der lever op til Statens Kunstfonds krav om faglighed indenfor billedkunst. Repræsentanten indstilles på baggrund af forslag fra Akademiraadet.
- En repræsentant, der lever op til Statens Kunstfonds krav om faglighed indenfor billedkunst. Repræsentanten indstilles på baggrund af forslag fra Billedkunstnernes Forbund.
Alle medlemmer af Billedkunstrådet har stemmeret. Ved afgørelser, hvor der stemmes, er formandens stemme afgørende ved stemmelighed.
Billedkunstrådet er beslutningsdygtigt, når mindst 3 af rådets medlemmer er til stede.
Der føres protokol over vedtagne beslutninger. Protokollen underskrives af de fremmødte medlemmer eller godkendes pr. mail indenfor en afstemt tidsfrist.
Faaborg-Midtfyn Kommune yder sekretærbistand til Billedkunstrådet. Forvaltningen indkalder til Billedkunstrådets møder, udsender dagsorden og beslutningsprotokol til rådets medlemmer. Billedkunstrådets sekretær deltager i møderne uden stemmeret.
Billedkunstrådet afholder møder, når det er aktuelt i forhold til indkøb af kunst og anbefaling om placering af denne. Ligeledes afholder Billedkunstrådet møde forud for flytning af eksisterende kunst. Billedkunstrådet kan indkaldes som rådgivende organ i andre sammenhænge, hvor kunst spiller en rolle.
Billedkunstrådet afholder som udgangspunkt 4 møder om året. Billedkunstrådet vedtager selv sin forretningsorden.
Billedkunstrådet har mulighed for at invitere eksterne faglige konsulenter efter behov i forbindelse med særlige opgaver.
Billedkunstrådet har tavshedspligt i alle sager, der er en del af Billedkunstrådets dagsorden. I tilfælde, hvor der inddrages eksterne faglige konsulenter, er disse også omfattet af tavshedspligt.
§7 Budget, regnskab og revision
Kunstmidlerne fra jordpuljen opgøres én gang årligt og fremlægges til orientering i Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget.
På samme møde forelægges Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget handleplanen for Billedkunstrådets virke det kommende år.
Billedkunstrådets aktiviteter indarbejdes i Faaborg-Midtfyn Kommunes regnskab og revideres af kommunens revision i forbindelse med revisionen af årsregnskabet.
Billedkunstrådets regnskabsår følger således kommunens regnskabsår.
§8 Ændringer af vedtægter
Billedkunstrådets vedtægter kan kun ændres med godkendelse af Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalget.
De godkendte vedtægter skal sendes til orientering til Statens Kunstfond.
§9 Ophør
Billedkunstrådet kan alene bringes til opløsning ved beslutning af Faaborg-Midtfyn Kommunes kommunalbestyrelse.
§10 Bilag
Kultur- og Lokalsamfundsudvalget har godkendt følgende dokumenter, der supplerer Billedkunstrådets vedtægter:
- Retningslinjer for udsmykning og opsætning af kunst i det offentlige rum
- Kriterier for anvendelse af kunstmidlerne fra jordpuljen
- Retningslinjer for erhvervelse af kunst
- Retningslinjre for kassation og bevaring af kunst
Billedkunstrådet består af 5 medlemmer, hvoraf flertallet har en stærk kunstfaglig profil. De nuværende rådsmedlemmer sidder for perioden 2022-2026.
I 2026 udpeges et nyt billedkunstråd for perioden 2027-2030.
- Ole Pedersen (L), formand, politiker, udvalgsformand for Faaborg-Midtfyn Kommunes Kultur-, Fritids- og Lokalsamfundsudvalg.
- Se mere om Ole Pedersen
- Sofie Olesdatter Bastiansen, Museumsinspektør for Faaborg Museum
- Se mere om Faaborg Museum
- Elin Hirsch, Arkitekt, indstillet af det siddende billedkunstråd og udpeget af Kultur- og Lokalsamfundsudvalget
- Se mere om Elin Hirsch
- Pernille Kapper Williams, Billedkunstner, indstillet af Billedkunstnernes Forbund og udpeget af Kultur- og Lokalsamfundsudvalget
- Se mere om Pernille Kapper Williams
- Anders Quist Nielsen, Billedkunstner, indstillet af Akademirådet og udpeget af Kultur- og Lokalsamfundsudvalget
- Se mere om Anders Quist Nielsen
1% af indtægterne fra salg af kommunal jord i Faaborg-Midtfyn Kommune afsættes til kunst, hvor Billedkunstrådet rådgiver om, hvordan midlerne kan prioriteres ift. indkøb, restaurering, formidling mv.
Af disse indtægtsmidler afsættes der årligt 10% i en offentlig kunstpulje, der kan søges til støtte til indkøb af kunst til Faaborg-Midtfyn Kommune.
Billedkunstrådet giver kunstfaglige anbefalinger, i forhold til ansøgninger til kommunens kunstpulje. Her har private, foreninger, organisationer og kulturaktører mulighed for at søge tilskud til indkøb af kunstværker til Faaborg-Midtfyn Kommune.
Kriterier for anvendelse af kunstmidlerne fra jordpuljen
Vision
Kunst skaber forandring og giver identitet til lokal- og byområder. Gennem vedligeholdelse, gentænkning og formidling af kunstværker opsat i det offentlige rum styrkes borgeres og besøgendes oplevelse af områder og oplevelse af kunst. Etablering af nye kunstværker i det offentlige rum revitaliserer områder og borgernes oplevelse af by- og lokalområder.
Hensigt og formål
I 2008 blev det i forbindelse med etablering af jordpuljen besluttet, at 1% af indtægterne fra salg af grunde og arealer skal anvendes til kunst og byforskønnelse.
Kunstmidlerne fra jordpuljen anvendes i forbindelse med konservering af kommunalt ejede kunstværker på offentlige arealer, ved udgifter i forbindelse med rotation af kommunalt ejede kunstværker, ved formidlingsaktiviteter af kommunalt ejede kunstværker samt som hel- eller medfinansiering af nyerhvervelser af kommunalt ejede kunstværker opsat i det offentlige rum.
Kunst, der opsættes i det offentlige rum, bør være i tråd med kommunens retningslinjer for udsmykning og opstilling af kunst i det offentlige rum.
Kompetence
Billedkunstrådets kompetence er beskrevet i rådets vedtægter.
Billedkunstrådets rådgivning og vejledning omhandler konservering, gentænkning, rotation og formidling af kunst.
Erhvervelser
Erhvervelser, hvor finansiering helt eller delvis sker for kunstmidlerne fra jordpuljen, sker altid i tråd med kommunens erhvervelsesskabeloner til indkøb af midlertidig kunst eller kunst af permanent karaktér.
Anvendelse af kunstmidlerne fra jordpuljen
Billedkunstrådet disponerer inden for sin kompetence over kunstmidlerne fra jordpuljen i henhold til formålet, jf. ovenfor. Kunstmidlerne er anlægsmidler og skal derfor frigives af kommunalbestyrelsen i FaaborgMidtfyn Kommune.
I forbindelse med større kunsterhvervelser søges puljens midler suppleret med eksterne midler.
Ansøgninger og tilskud fra puljen
Såfremt der er kunstmidler fra jordpuljen, der ikke er disponeret til andre formål, kan 10% af kunstmidlerne frigives til kunsterhvervelser på privat initiativ.
Private, foreninger, erhverv og organisationer kan søge midler til erhvervelse af kunst.
Der kan søges om støtte til erhvervelse af kunst af høj kunstnerisk kvalitet. For kunst af høj kunstnerisk kvalitet gælder, at kunstneren har en kunstfaglig uddannelse og/eller har udstillet på flere censurerede udstillinger.
Ansøgningen skal indeholde budget, beskrivelse af kunstværket, motivationen for indkøb af værket samt placering og kunstnerens CV. Ansøgningen indsendes elektronisk til den forvaltningsenhed, der sekretariatsbetjener Billedkunstrådet. Ansøgningen behandles snarest muligt af en arbejdsgruppe i forvaltningen, der afgiver anbefalinger til Billedkunstrådet, som træffer beslutning i forhold til de konkrete ansøgninger.
I vurderingen af ansøgninger bliver der lagt vægt på:
- Kunstværkets/udsmykningens lokale forankring.
- Kunstnerens plads i den bredere kunsthistorie.
- Værkets kvaliteter i forhold til udførelse – sammenholdt med kunstnerens øvrige praksis. Værkets lokale/lokalhistoriske betydning. Evt. værkets kvaliteter i relation til kommunens øvrige samling.
- En vurdering af kunstværkets/udsmykningens påvirkning på trafikale, naturmæssige, planlægningsmæssige og andre tekniske forhold.
- En vurdering af kunstværket i forhold til gældende udviklingsstrategi samt eventuelle lokale udviklingsplaner og vedtagne lokalplaner for området.
- En vurdering af de økonomiske konsekvenser for Faaborg-Midtfyn Kommune.
Der kan støttes kunst, der opsættes i det offentlige rum i overensstemmelse med kommunens retningslinjer for udsmykning og opstilling af kunst i det offentlige rum samt andre nationale, regionale og kommunale planer for området.
Generelt gælder det, at støtte kun kan søges som en medfinansiering til erhvervelsen af kunstværket og kun op til 50% af værkets samlede pris. I særlige tilfælde, og når der er dokumenteret bred lokal opbakning til det, kan der søges fuld finansiering af kunstindkøb.
Der kan søges om støtte 1 gang årligt med frist 1. april.
Kunstnere kan ikke søge midler til køb af egne kunstværker. Såfremt de 10% udisponerede kunstmidler ikke søges eller tildeles, indgår de fortsat i kunstmidlerne, som Billedkunstrådet kan disponere over. Kunst, der købes for kunstmidler fra jordpuljen, tilhører Faaborg-Midtfyn Kommune. Aftaler om erhvervelse af kunstværker indgås mellem kunstner og Faaborg-Midtfyn Kommune.
En bevilling om tilskud fra kunstmidlerne fra jordpuljen gælder i 2 år, fra bevillingen er givet ved Billedkunstrådets beslutning.
Hvis tilskuddet ikke er anvendt inden 2 år, bortfalder bevillingen automatisk og uden yderligere varsel.







Termini af Poul Ingemann ved Ringe Sø

Udsmykning af Milena Bonifacini på Polymeren i Årslev

Afbrudt Trekant af Lilibeth Cuenca Rasmussen på Campus Faaborg.
